Det er jul...

Det er jul på jobbet, og to muslimske kvinder smiler og siger "I lige måde", da jeg ønsker dem Glædelig jul.
Det er jul i Brugsen i Vangede, og de har sat smagsprøver frem af juleøl og portvin, og jeg holder mig ikke tilbage.
Det er jul i vores lille hjem, og julemanden har haft en stor bunke skoldkopper med til familiens yngste medlem.

Lyrisk boks-sæt

Jeg skrev for nylig hver dag i én uge et lille digt, som jeg postede på min Facebook-væg. Jeg bilder mig ikke ind at være have et  stort lyrisk talent, men jeg synes alligevel at det kunne være meget sjovt at samle teksterne. Og fordi det jo er et boks-sæt, har jeg også lave et lille bonusdigt!

SØNDAGSDIGT
Vi sidder i sofaen og ser på den lavthængende sol over Søborgs tage.
Du funderer over Julemandens eksistens, mens jeg sorterer gamle minder og hænger dem op i hjernens inderste tørrerum.

MANDAGSDIGT
Det er ikke de vantro, men blæsten der begår hærværk mod guirlanderne på Nørrebrogade.
På hvertandet gadehjørne ligger pengeløse banker. Hvad bliver mon det næste: Brødløse bagerier? Eller måske moskeer med bedeforbud 24 timer i døgnet?

TIRSDAGSDIGT
Fra kontorets åbne vinduer kan jeg høre en blid støj (som nærmest lyder som musik fra de plader, jeg sled tynde som ung) fra motorvejen.
Store lastvogne er på vej til Sydslesvig, og Skoda-ejere haster hjem til eftermiddagskaffen i Skælskør.

ONSDAGSDIGT
Der er ikke noget der rykker
som et industrikvarter i Herlev
en onsdag formiddag
i silende regnvejr.

TORSDAGSDIGT
Pas på Danmark:
Pas ikke på de arbejdsløse unge mænd i Dresdens forstæder.
Pas ikke på de ludfattige bønder i Rumænien.
Pas ikke på lokalbefolkningen på Lesbos....
Pas ikke på dem, der har vovet lemmer og ikke mindst liv på at komme til Europa.
Pas ikke på Europa. Pas bare på Danmark. Pas på Dybbøl Mølle, Glyngøre Silden og Legoland.

FREDAGSDIGT
Mens unge mænd med store fuldskæg og tatoos drikker lokale bajere på barer i Brooklyn
og oldinge fejer gaderne rene i Shanghai
ligger du så fint i sengen og drømmer om forsvundne julemænd.

LØRDAGSDIGT
Alkoholen flyder
Der diskuteres dyder
Er ærlighed det rigtige svar?...
Eller er det ok at holde hinanden for nar?
Vi rimer som en brækket arm
Vi kan ikke høre hinanden for al den larm.
---
Bonusmateriale:

JULEMANDEN
Igen i nat havde vi besøg af Julemanden.
Til dig havde han en pakke med et par fine strømpebukser.
Jeg blev begavet med tre kvarters søvnløshed.

Jullerup Færgeby Forever

Min glæde ved det danske sprogs mange pudsigheder blev utvivlsomt vækket allerede i min helt tidlige barndom. I hvert fald er mit allerførste barndomsminde, at jeg sad sammen med min storebror og så Jullerup Færgeby. Det var i december 1974, og jeg var 2½ år gammel! Nogen år senere fik jeg en plade med sange og "hørespil" fra kalenderen, og den blev spillet på ALLE tidspunkter af året i mit barndomshjem.
Som barn synes jeg universet var trygt, sjovt og hyggeligt. Og som voksen kan jeg jo høre, at humoren, ja nærmest hele handlingen først og fremmest handler om leg med sproget: Mange af personerne har sjove navne, der relaterer til det maritime: Kaptajn Gus, Fyrmester Holm, Kalle Kulmule etc. Og Kaptajn Gus, den pensionerede sømand, går konstant rundt og fortæller (sø)røverhistorer til de nsygerrige børn, Anton, Kaja, Knud, Vera og Jonas (som hurtigt kaldes "44", da han bor i nummer 44). I hvert afsnit synger børnene sangen "Det kan du få for en krone" et par gange, og denne kendingsmelodi er det skønneste nonsens: "Fire strømper uden fod/en tomat så rød som blod/og en gammel gulerod/kan du få for en krone". En anden sang fra kalenderen der også leger med det sluddervorne er sangen med omkvædet "Jeg ventede på bussen i mine unge år, men bussen var forsinket og alting gik i skår", der er en duet mellem operasangeren Ulrik Cold og Maria Stenz og er et virkelig morsomt piss-take på datidens dansktop-schlagere. Og en personerne i serien taler simpelt hen gennemført sort, nemlig buschaufføren Jens Peter Bus, der dagligt tonser igennem byen med sin fiskebus. Kalenderen har ingen egentlige skurke, men Jens Peter Bus, hvis bus der står EEC på repræsenterer altså det onde EF og vælter Gus gallionsfigurer og forstyrrer i det hele taget livet i den idylliske havneby, er det nærmeste vi kommer på en skurk. Kaptajn Gus kalder ham da også "en skvadronør", og da lille Knud spørger, hvad "en skvadronør" betyder, svarer Anton med en fed børnelogik "Det er sådan en som Jens Peter Bus".
Jullerup Færgeby er en old school klassiker fra de glade monopoldage. Vi har den på dvd herhjemme, og jeg viste et par afsnit for Anna sidste år, og hun responderede ok, men jeg er bange for, at hun allerede i år vil finde den lidt kedelig og stillestående sammenlignet med hvad hun ser på Ramasjang, og det vil næsten ikke være til at bære for hendes far.
Og en skvadronør betyder i øvrigt en pralhals...

Min karriere som rimsmed

Da jeg var ung havde jeg kun foragt tilovers for festsange og lejlighedsdigte. Jeg synes, de var platte og banale, og jeg havde ingen respekt for hverken forfattere eller forbrugere af den slags tekster.
For nogle år siden holdt  min svigerfar 60 års fødselsdag, og jeg var kommet mig så meget over min ungdoms had til genren, at jeg gik i gang med at forfatte en sang på melodien "Jeg er havren". Den blev lidt pjattet rent indholdsmæssigt, men omhandlede dog min svigerfar. Og så passede den med  rim og versefødder hele vejen igennem. Jeg har efterfølgende forfattet en sang til min svigermors 60 års fødselsdag og min mor insisterede efterfølgende på, at hun ville en sang, når hun fyldte 70 og jeg har efterfølgende forfattet endnu et par sange. Jeg vil være så ubeskeden at hævde, at kvaliteten af mine sange bliver til stadighed bedre.
Jeg kan jo, for at sige det med et klassisk ordsprog, ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, men via mit forholdsvis nyopdagede (lille, ganske vist) talent for at skrive lejlighedssange og digte, føler jeg, at jeg kan et eller andet der minder om et håndværk. For den slags tekster er, på det niveau jeg er på, ikke stor kunst. Men de fungerer og skaber glæde, nøjagtig ligesom en gør-det-selv fars hjemmesnedkererede legehus.
På mandag holder den pædagogstuderende på Annas stue op. Og hun får disse ord med på vejen fra Anna og hendes ghostwriter:
Søde Line
Du får mig ofte til at grine
Og når min far, han går
Så fletter du så fint mit hår
Hvis jeg får lidt skrammer
Giver du en dejlig krammer
Jeg kommer til at savne dig
Og ønsker dig held og lykke på din vej.

Forrygende fantasi og flagrende fokus

Vi forsøger jævnligt at få Anna til at lege med modellervoks, tegne, male, lave perleplader eller andre såkaldt kreative sysler. Ikke at vi selv har talenter inden for disse sysler, men det skulle jo være så godt for børn at lære at fordybe sig... Men selv om hun ikke er meget mere end 3 år gammel, er jeg sikker på, at hun næppe nogensinde bliver fx arkitekt eller designer.
Til gengæld fejler fantasien ikke noget; jeg tror, at Anna har det, der hedder "en stor indre verden". På billedet er hun således i gang med at pakke til en sommerferie, hun skal på til landet Nougat. Man skal tage tre toge for at komme derhen, fortæller hun. Så måske har hun kreative evner alligevel, blot inden for dramaturgi?

Savn

Vi skulle til bryllup i Salzburg i weekenden (og det blev fantastisk, men det er en helt anden historie), og Anna blev passet herhjemme. Og jeg havde glæde mig til at kunne tage mig en formiddagsdrink, hvis det var det jeg havde lyst til. Til at kunne sove længe, hvis det var det, jeg havde lyst til og til ikke at skulle diskutere, hvorvidt tænderne på en lille frøken skulle børstes eller ej. Men flyet var knap lettet fra Kastrup, før jeg begyndte at savne hende urimeligt meget, og hele søndagen var nærmest en stor nedtælling, til jeg skulle se hende igen. Men på torsdag bliver Anna hentet af farmor, som kommer med hende igen om fredagen, og det bliver nu også rart at få en lille voksenmiddag og kunne sove længe...

Drømmen om en trailer

Jeg er helt afklaret med, at jeg aldrig bliver bil- eller parcelhusejer. Cykel, rejsekort og ejerlejlighed fungerer fint for mig og min lille familie. Men da jeg i går hjalp min svigerfar med at fylde affald i en trailer (som svigerfar i øvrigt havde lånt af sin fætter), fik jeg en kortvarig længsel mod at blive trailerejer: at pendulere til genbrugsstationen lørdag formiddag med traileren fuld af ikke-komposterbart haveaffald, halvrådne brædder fra det raftehegn, jeg var ved at udskifte og tomme vinflasker fra sommerens grillaftner. Jeg ville være populær blandt naboerne, fordi de altid kunne komme til mig og låne min trailer, og jeg ville et par gange om året trille med min trailer ned til den billigste grænsebutik og efterfølgende altid være leverandør af billige Blå Royal og Faxe Kondi på dåse.

Da far var dreng

Da far var dreng, var der ikke noget, der hed autostol, Børne MGP, cykelhjelm, Halloween, inklusion, legegruppe, læringsmål, Pisa-test, regnbuefamilie, rygeforbud, speltmor, sukkerpolitik og økologi.
Alt var bedre, da far var dreng.

Dresscode

Mange af de andre fædre afleverer deres afkom i børnehaven iført en kontorhabit med tilhørende hvid skjorte og slips. Jeg kan ikke sige, at jeg misunder dem at skulle fremtræde så uniformerede og formelle. Men så er der jo Alexanders far, der tvister habitten med en kulørt (men ikke for kulørt) skjorte og bare ser brandgodt ud hver dag. Vi er dog også et par fædre, som kan tillade os at gå i slidte jeans uden at blive blacklistet af vores arbejdsgiver.
Børnene derimod udfolder et anderledes personligt udtryk; drengene flasher stolt deres fodboldfantrøjer, mens pigerne gør en grå onsdag lidt festligere med et strutskørt.
Jeg tænker at gangene på såvel jobcentrene som konsulenthusene kunne blive et lidt sjovere sted at være, hvis der var lidt flere FCK-trøjer og kulørte skørter.

Fuld plade i børnehave-bullshit-bingo

Da en obligatorisk trivselssamtale i Annas daginstitution venter lige rundt om hjørnet, fik vi for nylig tilsendt et elektronisk spørgeskema til udfyldelse. Trofaste læsere af denne blog ved, at jeg blev lettere ophidset sidste gang skemaet skulle udfyldes. Og jeg havde da også taget mine forholdsregler: dels ved mentalt at forberede mig på udfordringen dels ved at drikke et stort glas portvin, inden vi gik i gang. MEN der gik ikke mange sekunder, før jeg begyndte at tale højt om "idioti" og i det hele taget havde svært ved at styre mit ellers normalt så rolige sind.
Det første spørgsmål, der virkelig fik mit pis i kog (undskyld mit sprog) omhandlede - og nu citerer jeg ordret - vores datters evne til at "udfolde sig i differentierede fællesskaber". Jeg er glad for at jeg har en kandidatgrad fra universitetet, for ellers er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet ville forstå, hvad der mentes. Og jeg er faktisk alligevel ikke helt sikker. Jeg tænker de spørger til, hvordan hun fungerer i en gruppe, hvor der er spredning både ift. køn og alder? Og jeg tænker, at det nogen dage går ok og andre dage kan være lidt svært... Man var fra spørgeren (konsulentbiksen, Rambøll) så venlig at udpege nogle "tegn", som bl.a. kunne være, hvordan barnet "udvikler sin evne til at håndtere mangfoldighed." Der tales her i kodesprog, men jeg gætter på, at der menes om barnet møder mennesker med anden etnisk herkomst i institutionen. Og hertil er svaret, at der kommer nogen filipinske au-pairs og henter nogen af de andre børn, hvilket Anna virker til at være helt cool med.
Der blev også stillet spørgsmål til, hvordan det gik med at udvikler de "emotionelle kompetencer". Man kunne også bare have skrevet følelsesmæssige! Anyways, jeg tænker, at vi udvikler dem gennem hele livet, og det er usædvanligt svært sådan lige at svare på.. Men T satte et kryds i en eller anden kolonne, mens jeg skænkede mig et nyt glas portvin.

En god far

Men egen far var en god far. Men hvad er en god far egentligt? Da min far blev far for første gang i 1966 har jeg indtryk af, at en god far sådan ca. kunne defineres som en mand, der ikke drak månedslønnen op og ikke slog sin ægtefælle og kun sine børn, hvis det var strengt nødvendigt...
Min mor var rødstrømpe, og min far blev måske derfor mere involveret i de huslige pligter, end hvad jeg oplevede hos mine kammeraters forældre. Og min mor tog sig også af klassiske mandeting som fx at tage på værkstedet når bilen skulle til reparation - og det skulle den lille røde Citroen 2CV jævnligt! Modellen blev efter nogle år erstattet med en næsten ligeså undseelig model, Citroen Dyane; jeg synes det var pinligt med de små biler, når nu mine kammeraters forældre kørte i Saab eller måske endda en Audi. Ligeså pinligt var det, at vi frem til ca. 1986 blot havde et skaldet sort-hvid fjernsyn, og kun kunne tage Monopolkanalen. I dag kan jeg jo se, at det er værdier jeg har overtaget fra ham (og selvfølgelig også fra min mor). Visse materielle goder er mig så uendeligt ligegyldige, og min totale mangel på interesse for teknik af nogen art, har jeg helt klart arvet fra ham.

Vi tilbragte meget tid sammen. Jeg var ofte med, når han udfoldede sine mangeartede interesser som fx fotografering af kirker og gravhøje, mildest talt ikke altid lige interessant udflugtsmål, men jeg kunne bestikkes med et stykke wienerbrød! Til gengæld var hobbyen med at tage ud og se vores fælles favorithold OB (jeg holdt selvfølgelig med dem, fordi han holdt med dem - faderopgøret, da jeg i slutningen af 1990'erne konverterede til FCK blev forholdsvis udramatisk, tit var han faktisk med i Parken, nåh det var et sidespring) spillede på diverse stadions i Storkøbenhavn.
Men udover fodbolden var min far mest til finkultur, og derfor blev jeg slæbt med på kunstmuseer overalt i Danmark (og for den sags skyld i Europa) og til Torsdagskoncerter med klassisk musik i det gamle Radiohus. Denne del af opdragelsen har jeg det noget ambivalent med, jeg kedede mig nemlig bravt og sætter i dag ikke synderlig pris på billedkunst, mens klassisk musik simpelt hen ikke siger mig noget som helst. Det skal dog retfærdighedsvis nævnes, at vi var også var til koncerter med Shubidua og Rod Stewart, og jeg har altid være meget glad for såkaldt rytmisk musik.

Mens mine forældres middelklasseindkomster som nævnt ikke blev brugt på biler og fjernsyn, var vi jævnligt ude at spise. Og som teenager og senere som voksen gik vi ofte på frokostrestaurant og fik et par stykker smørrebrød og en fadøl. En del af de ting vi lavede sammen, kommer jeg ikke til at lave med Anna. Jeg vil skåne hende for gravhøjsfotografering og timelange klassiske koncerter. Men vi har allerede udviklet et ret fast ritual med at gå ud og spise pizza, når T ikke er hjemme. Og jeg vil også meget gerne kunne viderebringe den for mig centrale værdi, at man sagtens kan respektere sine klassekammeraters forældre, uden at man behøver at kopiere deres livsstil.

Barselsmeditationer

Allerede inden Anna kom til verden fik min hustru (herefter T) den, synes hun selv, udmærkede ide, at jeg skulle tage noget af barselsorloven. Jeg var, så vidt jeg husker, lidt mere skeptisk. Var ikke helt sikker på, hvor tillokkende jeg fandt det hele dage i træk at skulle stå for bleskiftning, babyfodring og hvad der ellers hører med. Og kunne min arbejdsplads overhovedet klare sig uden mig i et par måneder? Jeg blev dog forholdsvis nemt overtalt til at nuppe to måneder.
Det viste sig at være en af de bedre beslutninger jeg hidtil har taget i mit liv. Rent arbejdsmæssigt havde jeg i den grad brug for et break og allerede inden den gik i gang, havde jeg besluttet, at orloven blandt skulle bruges til at finde et nyt job. Jeg fandt dog meget hurtigt ud af, at der ikke var megen tid til at søge jobs i løbet af dagen. Der udspillede sig nemlig især i starten nogen scener, hvor jeg sikkert kunne minde om faderen i en kikset dansk familiekomedie. T var knap gået ud ad døren den allerførste dag, før Anna havde lavet en gang afføring som havde taget turen ud af bleen og helt op i nakken... Og forberedelse og fodring af blot en gang simpel mos kunne snildt tage en time. I begyndelsen synes jeg, at det var ret frustrerende, at dagen bare gik med bleskiftning, fodring og ikke så meget andet. Men efterhånden lærte jeg at give mig hen til det. At nyde at kunne bruge ½ time på hendes morgentoilette, fordi vi jo intet skulle nå. Det er et arbejde at være på barsel - bevares, men et arbejde uden deadlines, kedelige møder og det eneste krav på resultatsiden, var at Anna fik noget god søvn og ditto mad og masser af kærlighed.
For mig blev dagens højdepunkt eftermiddagens lange gåtur. At få påført mig en bæresele, få Anna ned i selvsamme og få os begge ned i barnevognsskuret og Anna spændt behørigt fast var i sig selv en længerevarende proces, da undertegnede ikke hører til de mest motorisk veludviklede individer på denne jord. Men når vi først kom afsted var alt godt; Anna fik sig som regel en længere lur, mens jeg fik ordnet de daglige indkøb og ellers bare brugte tiden på at trave rundt i alle afkroge af 2400 NV og nabopostnumrene og sidde og stene på en bænk på Utterslev Torv med et studenterbrød inden for rækkevidde.
Og jobsøgningen? Ja, jeg var så heldig at få banket en fornuftig ansøgning afsted en formiddag, hvor min mor var på besøg, så jeg efter endt barsel kunne starte på et nyt job, hvor kvantiteten af arbejdsmængden var nogenlunde forenelig med at en 37-timres arbejdsuge.
Ligner denne tekst en kraftig opfordring til kommende fædre om at få holdt et par måneders barsel? Ja, det gør den selvfølgelig. Du får knyttet et tæt bånd til dit barn, og du bliver tvunget ned i gear og lærer at værdsætte de små ting. Og det er ganske stort!

En aftenstund i helvede på Buddinge Torv

Når mor er ude og føjde om aftnen triller Anna og jeg ofte ned på det lokale pizzeria og deler en veltillavet pizza fremstillet af forholdsvis fornuftige råvarer og en god italiensk sodavand. Men i går tænkte jeg, at hendes kulinariske og kulturelle horisont skulle udvides. Så vi fangede en bus og satte kursen mod McDonalds på Buddinge Torv. Jeg synes jo som udgangspunkt, at McDonalds er et storkapitalistisk monster og at deres mad er hæslig. På den anden side tænkte jeg, at der var sådan en klassisk far-datter ting at gøre. Vi ankom ved 17.30-tiden, og det virkede til at det meste af omegnens øvrige børnefamilier havde fået samme idé. Der var i hvert fald kø foran kasserne, støjniveauet fra kunderne var pænt højt og oven i det hele strømmede der, med høj volumen, tam popmusik og speedsnakkende reklamespots fra en kommerciel radiostation. Anna skulle selvfølgelig have en Happy Meal, mens jeg forsøger at lave lidt sundt og derfor valgte en "grov" McFeast-menu med gulerødder og kildevand. Den søde og fortravlede pige ved kassen kom dog til at give mig fritter i stedet for gulerødder, og jeg havde ikke rygrad nok til at bede om at få dem byttet. 5 minutter efter havde jeg spist de fleste fritter og følt mig alt for forspist, men fik dog også konsumeret McFeasten, som faktisk smagte hæderligt. 2/3 del inde i sin hamburger, tog Anna bøffen ud og nøjedes med at spise bollen. Jeg tog en lille bid af hendes bøf og tænkte, at der formodentlig ville være ligeså meget smag i at tage en bid af en toiletrulle. Mens jeg sad og stenede lidt og Anna var inde og lege, væltede der pludselig en meget ung pige ind i min stol, så den var ved at vælte. Det undrede mig, at hun ikke sagde "undskyld", men da hun gik videre, kunne jeg se, at hun var sejlende fuld. Formentlig var opvarmningen til festen på det nærtliggende gymnasium gået lidt over gevind. Jeg fik heldigvis overtalt min trætte datter til at forlade etablissementet, og mens vi stod og ventede på bussen lovede jeg mig selv at næste restaurationsbesøg skulle være på en eller andet politisk korrekt, biodynamisk cafe.

Et spørgeskema og en stiv whisky

Da min datter, Anna, for en håndfuld måneder siden skulle skifte fra vuggestue til børnehave, fik vi tilsendt et elektronisk spørgeskema om vores syn på Annas udvikling og evner inden for forskellige områder. Jeg vil betegne mig selv som rolig af natur og jeg er ret svær at hidse op. Men min kære hustru og jeg var ikke mange spørgsmål inde i skemaet, før jeg hævede stemmen og brugte ukvemsord. Spørgsmålene var nemlig detaljerede i en sådan grad, at de efter min bedste mening ramte langt over målet. Et af dem handlede således om, hvorvidt vi mente, at vores datter kunne håndtere "differentierede følelser" - kors i hytten! I et andet spørgsmål blev vi bedt om at udpege 8 børn, som hun legede med og dernæst udpege 4 nære venner. Vi spurgte (og spørger) faktisk jævnligt Anna, hvem hun legede med og svaret var altid "Wilhelm", en lille purk fra stuen. De fleste, der har børn i den alder ved, at deres svar oftest ikke er helt dækkende. I praksis var spørgsmålet jo ret umuligt at besvare. Og jeg synes faktisk at spørgsmålet havde en eller anden form for intimiderende karakter. Jeg havde nu skænket mig et velvoksent glas whisky for at dulme nerverne, mens min hustru bekendtgjorde, at jeg ligeså godt kunne vende mig til denne type skemaer!
Spørgeskemaet skulle danne ramme for en samtale med pædagogerne på Annas stue; de skulle besvare samme spørgsmål som os, og ved en samtale (der i øvrigt forløb ganske fint) skulle vore svar så sammenlignes.
Jeg synes sådan set, at det er helt fint, at institutionen observerer og udviser interesse for hvorvidt min datter udvikler sig nogenlunde normalt ift. motorik, sprog og sociale kompetencer. Men at gå så meget ned i detaljer, som dette skema (i øvrigt udarbejdet af Rambøll har jeg fået at vide fra pålidelig kilde) er på alle planer spild af ressourcer.
For et par uger fik vi så tilsendt et nyt skema om "læringsmiljøet" i institutionen. Og denne gang tog jeg ingen chancer, men skænkede mig en velvoksen sjus, inden vi gik i gang med at besvare spørgsmål om, hvorvidt Anna blev stimuleret ift. at opleve mangfoldighed, etc.
Jeg har kolleger, som fortæller at det bliver endnu værre, når børnene kommer i skole. I hvert fald i visse kommuner. Jeg bliver lidt træt bare ved tanken. For et godt læringsmiljø (grimt ord, for øvrigt) skabes ikke via en Tsunami af elektroniske evalueringsskemaer, men af engagerede pædagoger, lærere og forældre.

Velkommen

Kære læser

Velkommen til min spritnye blog Tanker fra en far.
Jeg forestiller mig at skrive indlæg om bl.a. eftermiddage på legepladsen, emsige speltmødre, geniale børnesange, maskulinitet og drilske hårelastikker, udfald mod børneopdragelsesguruer o.m.a.
Til gengæld er det ikke her, man finder tips om gode cykelstole, kække kasketter og tilbud på legetøj hos BR. Men i næste indlæg vil der alligevel indgå en slags product placement, idet jeg vil anbefale alle forældre at skænke sig en velvoksen whisky, inden de år i gang med at udfylde et evalueringsskema fra de kære smås daginstitution.