lørdag den 5. marts 2016

Stort set sandfærdige historier

Jeg deltog i februar 2016 i en udfordring på Facebook kaldet "februaryfiction", hvor man hver dag i måneden skulle skrive en lille historie på max 100 ord, som helst skulle indeholde en begyndelse, en midte og en slutning - altså følge den klassiske skabelon for en fortælling.  Et par dage inde i projektet begyndte jeg at skrive selvbiografiske tekster og opdagede, at jeg selvfølgelig ikke kunne huske detaljeret hvad der præcis var foregået for 30-40 år siden, så jeg måtte selvfølgelig digte, når hukommelsen svigtede samt bruge en række andre kneb fra fiktionens verden for at gøre teksterne interessante for læseren.
Jeg synes selv, at det kunne være meget sjovt at samle teksterne i et kronologisk forløb. Og jeg håber selvfølgelig, at der også er nogen læsere, der synes, det er sjovt at følge mig på et lille nostalgitrip:

***

Hvorfor har vi kokostæpper, der kradser, på alle gulvene?
Hvorfor har vi ingen kassettebånd med Boney M og Abba?
Hvorfor putter min mor altid groft mel i bolledejen?
Hvorfor må vi aldrig få røde pølser til aftensmad?...
Hvorfor skal vi altid på kunstmuseum, når vi er på ferie?
Hvorfor har vil ingen billeder i flotte rammer af smukke landskaber hængende derhjemme?

 
***
 
Mens Mads og jeg fiser rundt på et par blå plastikscootere, sidder vores dagplejemor og hendes mand og ruller smøger til den store guldmedalje ved køkkenbordet.
Da jeg et par timer senere sidder på bagsædet af deres lille Peugeot, tænker jeg, at det nu er meget rart at have forældre, der ikke ryger i bilen...
 
***
 
På tallerkenen ligger et lille stykke kød og to små kartofler og kikker nysgerrigt på mig. Jeg sender kartoflerne et opgivende blik retur, for det er en nærmest umulig opgave at få spist dem. De smager hæsligt og står på bordet næsten hver aften. Og i følge min far vil det få katastrofale helbredsmæssige konsekvenser, hvis ikke jeg får spist dem. Hvorfor kan vi ikke bare få pommes fritter i stedet? Det er vel også en slags kartofler...
 
***
 
Jeg ankommer til banegården i Odense med min farmor,og da jeg siger, at jeg er sulten, køber hun straks en vanilieis med chokoladeovertræk til mig. Det er sådan, en farmor skal være!

 
***
 
Min farfar er død, men han er alligevel i høj grad til stede i min farmors hus: Et værelse i kælderen er fyldt med hans relikvier: Roret, diplomet der fortæller, at han har krydset Ekvator til søs, de sirligt samlede modelskibe.
I et af husets andre værelser hænger et stort billede, han selv har malet af et skib på havet. Jeg synes det er et fantastisk flot maleri og er sikker på, at det må være mange penge værd. Min farmor er så elskværdig at lade mig blive i troen.
 

***
 
Efter min morfar og mormor har sovet til middag og efter de har drukket kaffe og jeg har fået et glas O'boy-kakaomælk, og vi alle har spist kage, kører min morfar og jeg en tur i hans lille, cremefarvede Fiat. Når jeg spørger, hvor vi skal hen, svarer han enten "Leipzig" elle "Honolulu" (a pro pos det der med fiktion...). I praksis triller vi en tur rundt på Frederiksværk-Hundested egnen, måske slår vi et smut forbi Stålværket, hvor han en gang var leder af et større sjak. Behøver jeg skrive, at vi hygger os?
 

***
 
Om eftermiddagen hører vi altid fra P1: Jeg er lidt skræmt, når Alfredo Tesio fra Rom rapporterer om De Røde Brigaders bortførelse og senere likvidering af tidligere præsident, Aldo Moro (alene navnet er uhyggeligt), mens det er anderledes hyggeligt at lytte til programmet "Hvad er min ret, og hvad er min pligt", hvor socialrådgiver Hanne Reintoft med en insisterende, men rolig stemme giver gode råd til enlige mødre fra Esbjerg.
 
***
 
Min far er helt vild med at fotografere gravhøje og jættestuer. Disse fortidsminder ligger langt ude på Lars Tyndskids mark, og han kan godt lide at have selskab på sine ekspeditioner til dissse fjerntligende destinationer. Så jeg bliver bestukket med marcipanbrød og wiernerbrød for at tage med - søde sager han også godt selv kan lide. Ret smart.
 
***
Til morgensamling synger vi altid to sange. Den ene er ugens sang og synges alle ugens dage.
En grå vinteruge er Steen Steensen Blichers "Sig nærmer tiden" på programmet. Vores klasselærer indfører os i tekstens dystre billedsprog og bestikker os med flødeboller, hvis vi en dag synger ekstra højt med. Så en tidlig torsdag morgen skråler hele 4. klasse af fuld hals: "Jeg skulle sjunge lidt mer' måske - Og måske også lidt bedre", så digterpræsten må have fået sig en høreskade oppe i himlen.
 
***
 



Morgensamlinger, hvor der bliver uddelt svømme- og atletikmærker, er ingen fest. For jeg kan ikke svømme, og mine lemmer er på ingen måde skabt til kuglestød og højdespring. Men da vi bliver lidt ældre og første gang får et grønt ark med karakterer, får jeg en stille revanche.
 
***
 
Jeg har et lettere ambivalent forhold til vores dansklærer, Gitte Freud. De gange hun ikke giver mig mere end 8 i dansk stil, VED jeg bare, at det er fordi jeg ikke har brugt hendes elskede Freud-analysemodel, som hun maltrakterer hele den danske litteraturhistorie med. De gange, hvor hun giver mig et 10-tal, synes jeg, at hun er cool nok.
 
***
 
Jeg har set Prag (det vil være en overdrivelse at skrive "oplevet") i en tæt tåge af tømmermænd. Og nu sidder jeg lidt over midnat i en sofa på et diskotek i sort tøj og hvide tennissokker med en vodka/juice i hånden og er i gang med at bytte tømmermændene ud med en voksende rus. Et par piger fra klassen spørger om jeg vil med ud og danse, Men jeg er jo alt for sortseende til at danse til Technotronics "Pump Up The Jam", selv om jeg allerinderst inde den aften synes, at musikken lyder fantastisk. Og det indrømmer jeg så - 26 år senere.
 
***
 
Efter gymnasiet skaffede de initiativrige typer demselv et job, mens vi andre traskede op på rådhuset og blev sendt ud i "Ung i arbejde" (Også kaldet "Dum i arbejde").
Jeg troede, jeg skulle hygge mig med 4 timers daglig bogopsætning, da jeg blev sendt op på det lokale bibliotek. Istedet fik jeg straks stukket en elektrisk boremaskine i hånden, da et par reoler skulle pilles ned. Min daglige boss udtalte efter kort tid: "Jeg har aldrig mødt nogen så upraktisk som dig", og jeg besluttede at søge ind på en (boglig) uddannelse hurtigst muligt.
 
***
 
En del af dem jeg gik på højskole med var nogen temmelig scary typer. Bevæbnet med en evig elefantøl i hånden, begik de langsomme, uskønne selvmord.
Inden jeg begyndte på skolen anså jeg mig selv som lidt af en outsidertype. Efter opholdet var det vigtigste jeg havde lært, at jeg var dybt normal.
 
***
 
Aalborg 1993-95:
Vi bor på loftskamre eller på kælderværelser eller i små lejligheder med bad i kælderen i meget saneringsmodne ejendomme.
Vi skriver universitetsopgaver på elektriske skrivemaskiner.
Vi lever af franskbrød fra MacBager til 5,50 kr....
Vi ringer hjem til mor og far fra den nærmeste telefonboks og fortæller om fagene på Uni og nye venner, men ikke så meget om Guldkakao og uopnåelige piger.
 
***
 
Det er ikke kun kulturteori og litteraturhistorie, som vi bruger tiden på at studere i Aalborg. Vi laver også urbane antropologi-feltstudier, hvor vi spenderer mandag aftner på minutiøst at kortlægge stemning, prisniveau, klientel og indretning på de mange værtshuse i hhv. Østbyen og Vestbyen. Da Aalborg jo er en havneby, drager vi den ikke overraskende konklusion, at maritim indretning er fremherskende på mange af disse bodegaer. Mere overraskende er det måske, at stampublikummet især i Østbyen foretrækker at beholde overtøjet på.
 
***
 
 
Ensomme, ufede forårsformiddage i en lille mørk stuelejlighed i postnummer 1313, hvor der spilles klynkerock på P3, og postbuddet dagligt leverer kuverter med afslag på stillinger som lærer på gymnasier i det mørke Jylland jeg ellers har gjort mig meget umage med at søge. Tænk hvis de havde givet mig chancen? Så havde min historie været helt anderledes.

 

***

På vores anden date på en indisk restaurant på Nørrebro forsøgte jeg at snige små komplimenter ind i din søde talestrøm. Og det må have virket, for afskeden på gadehjørnet et par timer senere blev længere end jeg havde turde håbe på. Og resten er historie, som man siger.

 

***
 
Vi er stået af toget i Ulan Bator og på bykortet ser det ud til, at vores hotel ligger i gåafstand fra banegården. Vi mister hurtigt orienteringen og det blæser og sner. Efter en times tids giver vi op og prajer en taxa. Vi viser chaufføren vores hotels adresse, men han kender ikke det latinske alfabet. Han får råbt en ung kvinde med en mobiltelefon an, og hun ringer til vores hotel og forklarer ham beliggenheden. Vi får at vide at turen koster 2 $. Vi har kun en 10$seddel. Chaufføren ligner en, der har fået en million, da vi giver ham sedlen.
 
***
 
Aftnen før vi skal afsted, går vi ud og køber kildevand og snacks til turen.
Da vi fire dage senere er tilbage i vores lejlighed, har den nu ikke længere to men tre beboere.
Fortsættelse følger.
 
***
 
Jeg har et job, som kræver, at jeg arbejder langt mere end 37 timer, hvis jeg skal nå det, jeg bør nå. Og på et tidspunkt går mit indre batteri kronisk kaput.
Min læge ordinerer lange barnevognsgåture. Så vi traver til Nørrebro og Ryparken. Hvis det skal være særligt vildt, vandrer vi helt til Vanløse. Og på en af disse ture begynder tågen så småt at lette.
 
***
 
Jeg betragter de andre fædre, der afleverer deres børn tidligt om morgnen i daginstitutionen i 2900 Hellerup. Vi er forskellige og alligevel meget ens. Jeg kører på cykel, de kører i store tyske biler. Jeg er i jeans og slidte sneakers, de er i jakkesæt og nypudsede sko. Jeg stemmer lyserødt, de stemmer mørkeblåt. Men vi er fanget i de samme hamserhjul, der måske blot kører i lidt forskellige hastigheder.
 
 
***
 
"It doesn't matter if we all die", synger The Cure, mens vi sidder og hygger os på Carstens værelse og er rygende enige om, at vi ALDRIG bliver ligeså småborgerlige som vores forældre.
25 år senere sidder vi og hygger os med sild og snaps på en frokostrestaurant i Indre By og diskuterer fordele og ulemper ved afdragsfrie lån.
 
 
 

 

 
 


søndag den 3. januar 2016

Julebryg og gymnastikdragt

Der står en ensom julebryg inde i køleskabet. Jeg overvejer at lægge den ned til regnbukserne, den lyseblå skjorte og madkassen med gulerødder i den rygsæk, jeg har med på arbejde hver dag. Men den forbliver jo nok i køleskabet, mens morgendagens morskab i stedet bliver en gang eftermiddagsgymnastik med en forhåbentlig ikke alt for træt datter iført gymnastikskørt