lørdag den 5. marts 2016

Stort set sandfærdige historier

Jeg deltog i februar 2016 i en udfordring på Facebook kaldet "februaryfiction", hvor man hver dag i måneden skulle skrive en lille historie på max 100 ord, som helst skulle indeholde en begyndelse, en midte og en slutning - altså følge den klassiske skabelon for en fortælling.  Et par dage inde i projektet begyndte jeg at skrive selvbiografiske tekster og opdagede, at jeg selvfølgelig ikke kunne huske detaljeret hvad der præcis var foregået for 30-40 år siden, så jeg måtte selvfølgelig digte, når hukommelsen svigtede samt bruge en række andre kneb fra fiktionens verden for at gøre teksterne interessante for læseren.
Jeg synes selv, at det kunne være meget sjovt at samle teksterne i et kronologisk forløb. Og jeg håber selvfølgelig, at der også er nogen læsere, der synes, det er sjovt at følge mig på et lille nostalgitrip:

***

Hvorfor har vi kokostæpper, der kradser, på alle gulvene?
Hvorfor har vi ingen kassettebånd med Boney M og Abba?
Hvorfor putter min mor altid groft mel i bolledejen?
Hvorfor må vi aldrig få røde pølser til aftensmad?...
Hvorfor skal vi altid på kunstmuseum, når vi er på ferie?
Hvorfor har vil ingen billeder i flotte rammer af smukke landskaber hængende derhjemme?

 
***
 
Mens Mads og jeg fiser rundt på et par blå plastikscootere, sidder vores dagplejemor og hendes mand og ruller smøger til den store guldmedalje ved køkkenbordet.
Da jeg et par timer senere sidder på bagsædet af deres lille Peugeot, tænker jeg, at det nu er meget rart at have forældre, der ikke ryger i bilen...
 
***
 
På tallerkenen ligger et lille stykke kød og to små kartofler og kikker nysgerrigt på mig. Jeg sender kartoflerne et opgivende blik retur, for det er en nærmest umulig opgave at få spist dem. De smager hæsligt og står på bordet næsten hver aften. Og i følge min far vil det få katastrofale helbredsmæssige konsekvenser, hvis ikke jeg får spist dem. Hvorfor kan vi ikke bare få pommes fritter i stedet? Det er vel også en slags kartofler...
 
***
 
Jeg ankommer til banegården i Odense med min farmor,og da jeg siger, at jeg er sulten, køber hun straks en vanilieis med chokoladeovertræk til mig. Det er sådan, en farmor skal være!

 
***
 
Min farfar er død, men han er alligevel i høj grad til stede i min farmors hus: Et værelse i kælderen er fyldt med hans relikvier: Roret, diplomet der fortæller, at han har krydset Ekvator til søs, de sirligt samlede modelskibe.
I et af husets andre værelser hænger et stort billede, han selv har malet af et skib på havet. Jeg synes det er et fantastisk flot maleri og er sikker på, at det må være mange penge værd. Min farmor er så elskværdig at lade mig blive i troen.
 

***
 
Efter min morfar og mormor har sovet til middag og efter de har drukket kaffe og jeg har fået et glas O'boy-kakaomælk, og vi alle har spist kage, kører min morfar og jeg en tur i hans lille, cremefarvede Fiat. Når jeg spørger, hvor vi skal hen, svarer han enten "Leipzig" elle "Honolulu" (a pro pos det der med fiktion...). I praksis triller vi en tur rundt på Frederiksværk-Hundested egnen, måske slår vi et smut forbi Stålværket, hvor han en gang var leder af et større sjak. Behøver jeg skrive, at vi hygger os?
 

***
 
Om eftermiddagen hører vi altid fra P1: Jeg er lidt skræmt, når Alfredo Tesio fra Rom rapporterer om De Røde Brigaders bortførelse og senere likvidering af tidligere præsident, Aldo Moro (alene navnet er uhyggeligt), mens det er anderledes hyggeligt at lytte til programmet "Hvad er min ret, og hvad er min pligt", hvor socialrådgiver Hanne Reintoft med en insisterende, men rolig stemme giver gode råd til enlige mødre fra Esbjerg.
 
***
 
Min far er helt vild med at fotografere gravhøje og jættestuer. Disse fortidsminder ligger langt ude på Lars Tyndskids mark, og han kan godt lide at have selskab på sine ekspeditioner til dissse fjerntligende destinationer. Så jeg bliver bestukket med marcipanbrød og wiernerbrød for at tage med - søde sager han også godt selv kan lide. Ret smart.
 
***
Til morgensamling synger vi altid to sange. Den ene er ugens sang og synges alle ugens dage.
En grå vinteruge er Steen Steensen Blichers "Sig nærmer tiden" på programmet. Vores klasselærer indfører os i tekstens dystre billedsprog og bestikker os med flødeboller, hvis vi en dag synger ekstra højt med. Så en tidlig torsdag morgen skråler hele 4. klasse af fuld hals: "Jeg skulle sjunge lidt mer' måske - Og måske også lidt bedre", så digterpræsten må have fået sig en høreskade oppe i himlen.
 
***
 



Morgensamlinger, hvor der bliver uddelt svømme- og atletikmærker, er ingen fest. For jeg kan ikke svømme, og mine lemmer er på ingen måde skabt til kuglestød og højdespring. Men da vi bliver lidt ældre og første gang får et grønt ark med karakterer, får jeg en stille revanche.
 
***
 
Jeg har et lettere ambivalent forhold til vores dansklærer, Gitte Freud. De gange hun ikke giver mig mere end 8 i dansk stil, VED jeg bare, at det er fordi jeg ikke har brugt hendes elskede Freud-analysemodel, som hun maltrakterer hele den danske litteraturhistorie med. De gange, hvor hun giver mig et 10-tal, synes jeg, at hun er cool nok.
 
***
 
Jeg har set Prag (det vil være en overdrivelse at skrive "oplevet") i en tæt tåge af tømmermænd. Og nu sidder jeg lidt over midnat i en sofa på et diskotek i sort tøj og hvide tennissokker med en vodka/juice i hånden og er i gang med at bytte tømmermændene ud med en voksende rus. Et par piger fra klassen spørger om jeg vil med ud og danse, Men jeg er jo alt for sortseende til at danse til Technotronics "Pump Up The Jam", selv om jeg allerinderst inde den aften synes, at musikken lyder fantastisk. Og det indrømmer jeg så - 26 år senere.
 
***
 
Efter gymnasiet skaffede de initiativrige typer demselv et job, mens vi andre traskede op på rådhuset og blev sendt ud i "Ung i arbejde" (Også kaldet "Dum i arbejde").
Jeg troede, jeg skulle hygge mig med 4 timers daglig bogopsætning, da jeg blev sendt op på det lokale bibliotek. Istedet fik jeg straks stukket en elektrisk boremaskine i hånden, da et par reoler skulle pilles ned. Min daglige boss udtalte efter kort tid: "Jeg har aldrig mødt nogen så upraktisk som dig", og jeg besluttede at søge ind på en (boglig) uddannelse hurtigst muligt.
 
***
 
En del af dem jeg gik på højskole med var nogen temmelig scary typer. Bevæbnet med en evig elefantøl i hånden, begik de langsomme, uskønne selvmord.
Inden jeg begyndte på skolen anså jeg mig selv som lidt af en outsidertype. Efter opholdet var det vigtigste jeg havde lært, at jeg var dybt normal.
 
***
 
Aalborg 1993-95:
Vi bor på loftskamre eller på kælderværelser eller i små lejligheder med bad i kælderen i meget saneringsmodne ejendomme.
Vi skriver universitetsopgaver på elektriske skrivemaskiner.
Vi lever af franskbrød fra MacBager til 5,50 kr....
Vi ringer hjem til mor og far fra den nærmeste telefonboks og fortæller om fagene på Uni og nye venner, men ikke så meget om Guldkakao og uopnåelige piger.
 
***
 
Det er ikke kun kulturteori og litteraturhistorie, som vi bruger tiden på at studere i Aalborg. Vi laver også urbane antropologi-feltstudier, hvor vi spenderer mandag aftner på minutiøst at kortlægge stemning, prisniveau, klientel og indretning på de mange værtshuse i hhv. Østbyen og Vestbyen. Da Aalborg jo er en havneby, drager vi den ikke overraskende konklusion, at maritim indretning er fremherskende på mange af disse bodegaer. Mere overraskende er det måske, at stampublikummet især i Østbyen foretrækker at beholde overtøjet på.
 
***
 
 
Ensomme, ufede forårsformiddage i en lille mørk stuelejlighed i postnummer 1313, hvor der spilles klynkerock på P3, og postbuddet dagligt leverer kuverter med afslag på stillinger som lærer på gymnasier i det mørke Jylland jeg ellers har gjort mig meget umage med at søge. Tænk hvis de havde givet mig chancen? Så havde min historie været helt anderledes.

 

***

På vores anden date på en indisk restaurant på Nørrebro forsøgte jeg at snige små komplimenter ind i din søde talestrøm. Og det må have virket, for afskeden på gadehjørnet et par timer senere blev længere end jeg havde turde håbe på. Og resten er historie, som man siger.

 

***
 
Vi er stået af toget i Ulan Bator og på bykortet ser det ud til, at vores hotel ligger i gåafstand fra banegården. Vi mister hurtigt orienteringen og det blæser og sner. Efter en times tids giver vi op og prajer en taxa. Vi viser chaufføren vores hotels adresse, men han kender ikke det latinske alfabet. Han får råbt en ung kvinde med en mobiltelefon an, og hun ringer til vores hotel og forklarer ham beliggenheden. Vi får at vide at turen koster 2 $. Vi har kun en 10$seddel. Chaufføren ligner en, der har fået en million, da vi giver ham sedlen.
 
***
 
Aftnen før vi skal afsted, går vi ud og køber kildevand og snacks til turen.
Da vi fire dage senere er tilbage i vores lejlighed, har den nu ikke længere to men tre beboere.
Fortsættelse følger.
 
***
 
Jeg har et job, som kræver, at jeg arbejder langt mere end 37 timer, hvis jeg skal nå det, jeg bør nå. Og på et tidspunkt går mit indre batteri kronisk kaput.
Min læge ordinerer lange barnevognsgåture. Så vi traver til Nørrebro og Ryparken. Hvis det skal være særligt vildt, vandrer vi helt til Vanløse. Og på en af disse ture begynder tågen så småt at lette.
 
***
 
Jeg betragter de andre fædre, der afleverer deres børn tidligt om morgnen i daginstitutionen i 2900 Hellerup. Vi er forskellige og alligevel meget ens. Jeg kører på cykel, de kører i store tyske biler. Jeg er i jeans og slidte sneakers, de er i jakkesæt og nypudsede sko. Jeg stemmer lyserødt, de stemmer mørkeblåt. Men vi er fanget i de samme hamserhjul, der måske blot kører i lidt forskellige hastigheder.
 
 
***
 
"It doesn't matter if we all die", synger The Cure, mens vi sidder og hygger os på Carstens værelse og er rygende enige om, at vi ALDRIG bliver ligeså småborgerlige som vores forældre.
25 år senere sidder vi og hygger os med sild og snaps på en frokostrestaurant i Indre By og diskuterer fordele og ulemper ved afdragsfrie lån.
 
 
 

 

 
 


søndag den 3. januar 2016

Julebryg og gymnastikdragt

Der står en ensom julebryg inde i køleskabet. Jeg overvejer at lægge den ned til regnbukserne, den lyseblå skjorte og madkassen med gulerødder i den rygsæk, jeg har med på arbejde hver dag. Men den forbliver jo nok i køleskabet, mens morgendagens morskab i stedet bliver en gang eftermiddagsgymnastik med en forhåbentlig ikke alt for træt datter iført gymnastikskørt

onsdag den 23. december 2015

Det er jul...

Det er jul på jobbet, og to muslimske kvinder smiler og siger "I lige måde", da jeg ønsker dem Glædelig jul.
Det er jul i Brugsen i Vangede, og de har sat smagsprøver frem af juleøl og portvin, og jeg holder mig ikke tilbage.
Det er jul i vores lille hjem, og julemanden har haft en stor bunke skoldkopper med til familiens yngste medlem.

onsdag den 16. december 2015

Lyrisk boks-sæt

Jeg skrev for nylig hver dag i én uge et lille digt, som jeg postede på min Facebook-væg. Jeg bilder mig ikke ind at være have et  stort lyrisk talent, men jeg synes alligevel at det kunne være meget sjovt at samle teksterne. Og fordi det jo er et boks-sæt, har jeg også lave et lille bonusdigt!

SØNDAGSDIGT
Vi sidder i sofaen og ser på den lavthængende sol over Søborgs tage.
Du funderer over Julemandens eksistens, mens jeg sorterer gamle minder og hænger dem op i hjernens inderste tørrerum.

MANDAGSDIGT
Det er ikke de vantro, men blæsten der begår hærværk mod guirlanderne på Nørrebrogade.
På hvertandet gadehjørne ligger pengeløse banker. Hvad bliver mon det næste: Brødløse bagerier? Eller måske moskeer med bedeforbud 24 timer i døgnet?

TIRSDAGSDIGT
Fra kontorets åbne vinduer kan jeg høre en blid støj (som nærmest lyder som musik fra de plader, jeg sled tynde som ung) fra motorvejen.
Store lastvogne er på vej til Sydslesvig, og Skoda-ejere haster hjem til eftermiddagskaffen i Skælskør.

ONSDAGSDIGT
Der er ikke noget der rykker
som et industrikvarter i Herlev
en onsdag formiddag
i silende regnvejr.

TORSDAGSDIGT
Pas på Danmark:
Pas ikke på de arbejdsløse unge mænd i Dresdens forstæder.
Pas ikke på de ludfattige bønder i Rumænien.
Pas ikke på lokalbefolkningen på Lesbos....
Pas ikke på dem, der har vovet lemmer og ikke mindst liv på at komme til Europa.
Pas ikke på Europa. Pas bare på Danmark. Pas på Dybbøl Mølle, Glyngøre Silden og Legoland.


FREDAGSDIGT
Mens unge mænd med store fuldskæg og tatoos drikker lokale bajere på barer i Brooklyn
og oldinge fejer gaderne rene i Shanghai
ligger du så fint i sengen og drømmer om forsvundne julemænd.

LØRDAGSDIGT
Alkoholen flyder
Der diskuteres dyder
Er ærlighed det rigtige svar?...
Eller er det ok at holde hinanden for nar?
Vi rimer som en brækket arm
Vi kan ikke høre hinanden for al den larm.

---
Bonusmateriale:

JULEMANDEN
Igen i nat havde vi besøg af Julemanden.
Til dig havde han en pakke med et par fine strømpebukser.
Jeg blev begavet med tre kvarters søvnløshed.

tirsdag den 1. december 2015

Jullerup Færgeby Forever

Min glæde ved det danske sprogs mange pudsigheder blev utvivlsomt vækket allerede i min helt tidlige barndom. I hvert fald er mit allerførste barndomsminde, at jeg sad sammen med min storebror og så Jullerup Færgeby. Det var i december 1974, og jeg var 2½ år gammel! Nogen år senere fik jeg en plade med sange og "hørespil" fra kalenderen, og den blev spillet på ALLE tidspunkter af året i mit barndomshjem.
Som barn synes jeg universet var trygt, sjovt og hyggeligt. Og som voksen kan jeg jo høre, at humoren, ja nærmest hele handlingen først og fremmest handler om leg med sproget: Mange af personerne har sjove navne, der relaterer til det maritime: Kaptajn Gus, Fyrmester Holm, Kalle Kulmule etc. Og Kaptajn Gus, den pensionerede sømand, går konstant rundt og fortæller (sø)røverhistorer til de nsygerrige børn, Anton, Kaja, Knud, Vera og Jonas (som hurtigt kaldes "44", da han bor i nummer 44). I hvert afsnit synger børnene sangen "Det kan du få for en krone" et par gange, og denne kendingsmelodi er det skønneste nonsens: "Fire strømper uden fod/en tomat så rød som blod/og en gammel gulerod/kan du få for en krone". En anden sang fra kalenderen der også leger med det sluddervorne er sangen med omkvædet "Jeg ventede på bussen i mine unge år, men bussen var forsinket og alting gik i skår", der er en duet mellem operasangeren Ulrik Cold og Maria Stenz og er et virkelig morsomt piss-take på datidens dansktop-schlagere. Og en personerne i serien taler simpelt hen gennemført sort, nemlig buschaufføren Jens Peter Bus, der dagligt tonser igennem byen med sin fiskebus. Kalenderen har ingen egentlige skurke, men Jens Peter Bus, hvis bus der står EEC på repræsenterer altså det onde EF og vælter Gus gallionsfigurer og forstyrrer i det hele taget livet i den idylliske havneby, er det nærmeste vi kommer på en skurk. Kaptajn Gus kalder ham da også "en skvadronør", og da lille Knud spørger, hvad "en skvadronør" betyder, svarer Anton med en fed børnelogik "Det er sådan en som Jens Peter Bus".
Jullerup Færgeby er en old school klassiker fra de glade monopoldage. Vi har den på dvd herhjemme, og jeg viste et par afsnit for Anna sidste år, og hun responderede ok, men jeg er bange for, at hun allerede i år vil finde den lidt kedelig og stillestående sammenlignet med hvad hun ser på Ramasjang, og det vil næsten ikke være til at bære for hendes far.
Og en skvadronør betyder i øvrigt en pralhals...

torsdag den 26. november 2015

Min karriere som rimsmed

Da jeg var ung havde jeg kun foragt tilovers for festsange og lejlighedsdigte. Jeg synes, de var platte og banale, og jeg havde ingen respekt for hverken forfattere eller forbrugere af den slags tekster.
For nogle år siden holdt  min svigerfar 60 års fødselsdag, og jeg var kommet mig så meget over min ungdoms had til genren, at jeg gik i gang med at forfatte en sang på melodien "Jeg er havren". Den blev lidt pjattet rent indholdsmæssigt, men omhandlede dog min svigerfar. Og så passede den med  rim og versefødder hele vejen igennem. Jeg har efterfølgende forfattet en sang til min svigermors 60 års fødselsdag og min mor insisterede efterfølgende på, at hun ville en sang, når hun fyldte 70 og jeg har efterfølgende forfattet endnu et par sange. Jeg vil være så ubeskeden at hævde, at kvaliteten af mine sange bliver til stadighed bedre.
Jeg kan jo, for at sige det med et klassisk ordsprog, ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, men via mit forholdsvis nyopdagede (lille, ganske vist) talent for at skrive lejlighedssange og digte, føler jeg, at jeg kan et eller andet der minder om et håndværk. For den slags tekster er, på det niveau jeg er på, ikke stor kunst. Men de fungerer og skaber glæde, nøjagtig ligesom en gør-det-selv fars hjemmesnedkererede legehus.
På mandag holder den pædagogstuderende på Annas stue op. Og hun får disse ord med på vejen fra Anna og hendes ghostwriter:
Søde Line
Du får mig ofte til at grine
Og når min far, han går
Så fletter du så fint mit hår
Hvis jeg får lidt skrammer
Giver du en dejlig krammer
Jeg kommer til at savne dig
Og ønsker dig held og lykke på din vej.

mandag den 23. november 2015

Forrygende fantasi og flagrende fokus

Vi forsøger jævnligt at få Anna til at lege med modellervoks, tegne, male, lave perleplader eller andre såkaldt kreative sysler. Ikke at vi selv har talenter inden for disse sysler, men det skulle jo være så godt for børn at lære at fordybe sig... Men selv om hun ikke er meget mere end 3 år gammel, er jeg sikker på, at hun næppe nogensinde bliver fx arkitekt eller designer.
Til gengæld fejler fantasien ikke noget; jeg tror, at Anna har det, der hedder "en stor indre verden". På billedet er hun således i gang med at pakke til en sommerferie, hun skal på til landet Nougat. Man skal tage tre toge for at komme derhen, fortæller hun. Så måske har hun kreative evner alligevel, blot inden for dramaturgi?