En god far

Men egen far var en god far. Men hvad er en god far egentligt? Da min far blev far for første gang i 1966 har jeg indtryk af, at en god far sådan ca. kunne defineres som en mand, der ikke drak månedslønnen op og ikke slog sin ægtefælle og kun sine børn, hvis det var strengt nødvendigt...
Min mor var rødstrømpe, og min far blev måske derfor mere involveret i de huslige pligter, end hvad jeg oplevede hos mine kammeraters forældre. Og min mor tog sig også af klassiske mandeting som fx at tage på værkstedet når bilen skulle til reparation - og det skulle den lille røde Citroen 2CV jævnligt! Modellen blev efter nogle år erstattet med en næsten ligeså undseelig model, Citroen Dyane; jeg synes det var pinligt med de små biler, når nu mine kammeraters forældre kørte i Saab eller måske endda en Audi. Ligeså pinligt var det, at vi frem til ca. 1986 blot havde et skaldet sort-hvid fjernsyn, og kun kunne tage Monopolkanalen. I dag kan jeg jo se, at det er værdier jeg har overtaget fra ham (og selvfølgelig også fra min mor). Visse materielle goder er mig så uendeligt ligegyldige, og min totale mangel på interesse for teknik af nogen art, har jeg helt klart arvet fra ham.

Vi tilbragte meget tid sammen. Jeg var ofte med, når han udfoldede sine mangeartede interesser som fx fotografering af kirker og gravhøje, mildest talt ikke altid lige interessant udflugtsmål, men jeg kunne bestikkes med et stykke wienerbrød! Til gengæld var hobbyen med at tage ud og se vores fælles favorithold OB (jeg holdt selvfølgelig med dem, fordi han holdt med dem - faderopgøret, da jeg i slutningen af 1990'erne konverterede til FCK blev forholdsvis udramatisk, tit var han faktisk med i Parken, nåh det var et sidespring) spillede på diverse stadions i Storkøbenhavn.
Men udover fodbolden var min far mest til finkultur, og derfor blev jeg slæbt med på kunstmuseer overalt i Danmark (og for den sags skyld i Europa) og til Torsdagskoncerter med klassisk musik i det gamle Radiohus. Denne del af opdragelsen har jeg det noget ambivalent med, jeg kedede mig nemlig bravt og sætter i dag ikke synderlig pris på billedkunst, mens klassisk musik simpelt hen ikke siger mig noget som helst. Det skal dog retfærdighedsvis nævnes, at vi var også var til koncerter med Shubidua og Rod Stewart, og jeg har altid være meget glad for såkaldt rytmisk musik.

Mens mine forældres middelklasseindkomster som nævnt ikke blev brugt på biler og fjernsyn, var vi jævnligt ude at spise. Og som teenager og senere som voksen gik vi ofte på frokostrestaurant og fik et par stykker smørrebrød og en fadøl. En del af de ting vi lavede sammen, kommer jeg ikke til at lave med Anna. Jeg vil skåne hende for gravhøjsfotografering og timelange klassiske koncerter. Men vi har allerede udviklet et ret fast ritual med at gå ud og spise pizza, når T ikke er hjemme. Og jeg vil også meget gerne kunne viderebringe den for mig centrale værdi, at man sagtens kan respektere sine klassekammeraters forældre, uden at man behøver at kopiere deres livsstil.